Krim II

Vi publicerar här ett brev som bland annat behandlar situationen i Ukraina, därefter följer en länk till Immanuel Wallersteins analys av läget i Ukraina samt ett antal kortare kommentarer av denna text. Vi tycker att tankarna i dessa två texter bör spridas och diskuteras: Things fall apart; the centre cannot hold;/Mere anarchy is loosed upon the world…

Kære Alpha og Omega,

Det er 158 år siden at Vestmagterne – Frankrig, England og Sardinien intervenerede på Tyrkiets eller Det Ottomaniske Riges side mod Zarens Rusland, der var ved at overtage Balkan. I det mindste var det det, Vestmagterne frygtede. Krimkrigen varede fra 1853 til 1856, og Ruslands nederlag blev af bl.a. Marx og Engels opfattet som en positiv ting, eftersom Zarens riger udgjorde den kontrarevolutionære kraft par excellence i forhold til Polen og det øvrige Centraleuropa, der i øvrigt var under enten Habsburgsk (østrig-ungarnsk), Romanovsk eller Ottomanisk kontrol.

I dag er det atter en sådan interventionskrig, der er på manges læber, om end med flere parter på Vestmagternes side end de to gamle kolonimetropoler plus det dengang kun opkommende Italien. Pariserpressen Libération og Le Monde har i forbindelse med opstandene i Kiev, Lviv etc. begge været fulde af trusler over for Putin og det neotjekkistiske regime i Moskva. Dette følger godt i tråd med de mange hånsord, samme presse havde i forhold til Hollandes opgivelse efter flåde“opmarchen” over for Assadbrødrene i Syrien, da først amerikanerne og siden franskmændene undlod at bombe missilbaserne på Damaskushøjen som gengæld for assadisternes gasangreb på civilbefolkningen i det østlige Goutha i august 2013.

Ifølge Politiken i dag søndag – hjemmesiden 23-02-014 – er også den tidlige udenrigsminister og mangeårige Venstreformand Uffe Ellemann Jensen opsat på en intervention mod Putins styre. Nærmest for at komme russerne i forkøbet ud fra den betragtning, at tjekkisterne ikke kan tillade, at det vestlige Ukraine bryder ud af det forhenværende SNG’s greb. Det syriske eksempel skræmmer. Da overlod man civilbefolkningen først i Homs, siden i Damaskus og endelig i Aleppo til sig selv. Pariserpressen gør en del ud af parallellen mellem Ukraine og Syrien.

Den forrige note, jeg sendte, og som i øvrigt var belemret med flere fejl, var især for at rejse spørgsmålet om, hvordan det militære problem kunne indarbejdes i en fremlæggelse, der fokuserede på det pengeopløsende og gennem det rejste spørgsmålet om revolutionens militære dimension.

Får vi en interventionskrig mod Putins styre, så må vi have noget at sige. I 1999 støttede jeg direkte et forsvar for Kosovoalbanerne mod den etniske udrensning. Det forsvar står at læse i Globalæstetikken. Dengang var det især teorien om Imperiet og de “clintonianske illusioner” om en mulig retsimperialisme, der stod for fald. September Eleventh, undtagelsestilstanden, ødelæggelsen af Bagdad og Vestens udvidede støtte til oliemonarkierne, der var accelereret efter Kuwaitkrigen, lukkede på en måde de kommende arabiske opstande inde i Middelhavsområdet og vanskeliggjorde en forbindelse mellem opstandene i Ægypten og Tunesien på den ene side og de mulige bevægelser i Irak, Iran og Pakistan på den anden. Derved er Balkans og Ukraines revolter blevet de eneste, der evt. og med stort besvær kunne komme en radikalisering af de arabiske opstande i møde.

Det er et møde, der pt. udgør det internationalistiske satsningsområde nær os. Krisen i Latinamerika, der på det sidste også er kommet til at omfatte Venezuela, er endnu for langt borte i forhold til de initiativer, vi kan forvente lokalt, her. Ikke mindst fordi den intervention, der er på tale, vedrører Rusland og dermed Baltikum, Finland, Norge og Sverige.
Der foregår også en oprustning i Kina, Japan og de to Koreaer, men jeg tror ikke, at den er rettet mod Rusland, men derimod rettet mod det Indiske Ocean og Stillehavet. Klassekampene i Cambodja, Bengalen, Thailand og Kina er vigtige på sigt – ligesom Latinamerika – men det første, vi kommer til at skulle tage stilling til, er det tjekkistiske styre i Kreml.
Under Geneve II har Rusland vist sig ganske svagt og uden afgørende indflydelse på Assadbrødrenes politik, da det gjaldt. Derfor har Rusland da også støttet Sikkerhedsrådets forslag om en korridor til de syriske byer, der bliver bombet, ganske vist en humanitær korridor selvfølgelig. Det stiller givetvis amerikanerne tilfredse. Og til gengæld vil Washington da heller ikke støtte en intervention mod Putin, skulle jeg mene. En sådan intervention måtte blive en europæiske sag. Dvs. Frankrigs og Tysklands problem.
Det tjekkistiske styre i Kreml udgør en stor kontrarevolutionær trussel mod Balkan og Ukraine, og der er nationalistiske kræfter i Hviderusland, Serbien, Grækenland og Bulgarien, der vil have glæde af en sådan konfrontation og støtte Rusland (som i 1853-56) for præventivt at modarbejde udvidelsen af revolterne i Athen, Istanbul, Sarajevo, Kiev etc. – På den anden side er en intervention mod Putin også i stand til at komme eventuelle opstande i selve Rusland i forkøbet, lidt på samme måde som Saddam Husseins veststøttede intervention mod Iran i 1980 forhindrede en udvidelse og radikalisering af bevægelsen i Iran, og gav Khomeini og moskeerne mulighed for at gribe magten. Men i 1980 var den kolde krig ikke til ende, og Juri Andropov, dvs. Tjekaens daværende leder og Putins mentor, havde bragt sig i position til at tage over fra partiapparatchikkerne. Selvom det gærede i Sovjetunionen, så var den sociale polarisering ikke så kraftig dengang for 33 år siden, som den er nu. Efter de forskellige mislykkede forsøg fra Perestoïka og Glasnost til Jeltsins åbning over for Clinton er russerne da også havnet i et styre, der er langt mere undertrykkende end det sovjetiske var i Unionens sidste 20 år.
Kunne man derfor tænke, at en intervention mod Putin, der både svækker Kremls mulighed for at intimidere opstandene, som EU opfatter som en “demokratibevægelse“, men også giver befolkningen og russisk politik en anden konflikt end den sociale, indeholder en slags dobbelt gevinst for Europa, og det vil her især sige for Tyskland. Og samtidigt lukker eller i det mindste inddæmmer råderummet for opstandene på Balkan og i det vestlige Ukraine, så de ikke når til Hviderusland, Polen, Serbien og Rusland selv?

Bordiga mente jo, at i de imperialistiske kriges epoke havde de revolutionære intet valg, såfremt f.eks. USSR og USA tørnede sammen. Internationalister burde bekæmpe dem begge. Det var kun krigene i de tidligere kolonier, der havde partnere, som kunne støttes: nemlig de “ikke-hvide folkeslag” i deres opgør med metropolerne f.eks. under krigene i Algeriet og Congo. Men Bordiga lagde heller ikke vægt på Auschwitz og på de etniske udrensninger, der fulgte i kølvandet på Anden Verdenskrig, og som har betydet så meget for borgerkrigen i Jugoslavien i første halvdel af 90’erne og nu også i Ukraine.
Jeg må indrømme, at diskussionen mellem Nancy og Badiou vedrørende Frankrigs intervention til fordel for oprørerne i Benghazi ikke forekommer mig at være nået til det springende punkt om, hvad revolutionens udvidelse har glæde af. Personligt tror jeg, at den intervention især skulle forhindre, at revolutionerne i Ægypten og Tunesien blev direkte forbundet i en større panarabisk bevægelse. Men det er et emne, der fortjener analyse. Det samme gælder en kommende intervention i Syrien og evt. en eller anden form for militær intimidering af Putin. Ellemann Jensen foreslår nærmest en intervention i Krim.

I løbet af de sidste tyve år er Danmark og Norge blevet internationale aktører takket være deres olierigdomme. Norge har ført en selvstændig politik over for Israel, mens Danmark – gennem Mærsk Møller og Danske Bank – har satset på at blive en del af den amerikanske “inderside”, hvorfor Fogh Rasmussen kunne få Obamas støtte til at blive generalsekretær for NATO.
Danmark var nok det mest krigeriske af de lande, der ville interventionen mod Bagdad i 2003. Og Jyllands-Postens krigskarikaturer, der åbnede for, at krigen mod Irak kunne udvides til en krig mod alle muslimske lande, var et tegn på denne aggressive politik. Krigsophvirvlerdagbladet Jyllands-Posten, der havde støttet Fogh Rasmussens kandidatur til dansk statsminister i efteråret 2001, satte en dagsorden, som mange muslimer opfattede som et “carte blanche”, hvad kommende interventionskrige mod dem angik.
Det vil ikke sige, at moskeerne, talibanerne, Saudi-Arabien, præstestyret i Iran osv. ikke er afgørende kontrarevolutionære kræfter, men netop i denne sag måtte de revolutionære indtage en ’bordighistisk’ position: hverken vestdemokratierne eller de muslimske diktaturer fortjener nogen form for sympati eller støtte.

Her er der så en skillelinje: En konflikt mellem Rusland og EU vil kunne minde om konflikterne omkr. Kuwait og omkr. Irak 11 år senere. Men en intervention til fordel for byer i oprør som dem i Syrien?
Kommunarderne i Aleppo vil have glæde af, at der ikke kastes TNT-tønder ned over deres boligblokke. Det er sikkert. Den assadistiske terror mod civilbefolkningen skal få denne til at forlade de byer, der er i oprør. Revolutionen i verden har glæde af, at Aleppo kan gennemføre en befrielse af sig selv uden flyterror. Jeg kan ikke se andet end, at en korridor indtil de befriede byer i Syrien og en bombning af assadisternes fly- og missilbaser er til fordel for verdensrevolutionen, både på kort og på lidt længere sigt. Også selvom disse indgreb sker med henblik på det modsatte, nemlig på at få styr på de revolutionære.
Karl Radek sagde under en af kongresserne i Moskva ifølge Zeta Höglund, at de revolutionære altid dør for tidligt. I Syrien er der rigtigt mange, der gør det for tiden.

Kh,
CJ.

*

Immanuel Wallersteins analys av läget i Ukraina: The Geopolitics of Ukraine’s Schism.

*

En note til Immanuel Wallersteins Commentary No.371, Feb. 15, 2014:
“The Geopolitics of Ukraine’s Schism”

Det er megen ræson i IW’s analyse om en voksende modsætning mellem på den ene side kontinentaleuropæiske interesser, der omfatter Frankrig, Tyskland og Rusland, og på den anden en mulig Stillehavs-alliance mellem USA, Kina, Japan og Korea.

Hvad IW’s meget overordnede overvejelser ikke medtager, er fire forhold:

1. Den økonomiske krise, der kan give nogle af landene et større umiddelbart råderum, som de kan blive fristede til at udnytte, selvom gevinsterne bliver kortvarige. Det gælder Japan i forhold til dets gamle nærområde i Øst, Kina i forhold til Afrika eller Tyskland i forhold til statskapitalismens uendelige afviklingskrise i Østeuropa, Balkan og måske Kaukasus.

2. De nye oprustningsøkonomier, der ikke har andre perspektiver end netop konflikt på grund af fastfrosne indenrigspolitiske situationer: det gælder Iran, Israel, Saudi-Arabien, Kina, Nord-Korea og måske også Tyrkiet, Pakistan og Indien.

3. At det er for sent for mange arabiske lande til overhovedet at deltage i nogen økonomisk ekspansion, oprustningen indbefattet, hvorfor de vil opleve en fortsat voksende radikalisering af deres store ungdomsarbejdsløse befolkning i byerne: det gælder Ægypten, Tunesien, Syrien, Irak, Sudan og snart også Algeriet.

4. Ligesom de arabiske masser, der kan mærke, at der er andre og mere direkte veje til sociale løsninger end troen på moskeen og militæret, således er en række store og mellemstore europæiske byer i Middelhavsområdet samt i Spanien og det vestlige Ukraine gået ind i en fase af konstant social uro: Madrid, Istanbul, Izmir, Athen, Sarajevo, Lviv og Kiev. Selvom bevægelserne i de sidste to måske er udtryk for endnu eksisterende illusioner vedrørende opbygningen af et nationalt demokrati, så er de første ved at have tilbagelagt reformistiske illusioner. Reformistiske forestillinger er også i krise i Brasilien, Argentina, Chile og Venezuela.

Kapitalistisk ekspansion, verdensmarkedet og det nationale demokrati mister hver dag tillid, uden at revolutionen endnu har kunnet opbygge et tillidsskabende perspektiv, der kan erstatte de “statsborgerlige ideologier” til fordel for en pengeløs og egalitaristisk distribution af verdens goder.

Det springende punkt bliver de første forsøg på alternative økonomier, om de kan vare ved en tid, så de kan opbygge et internationalistisk netværk af eksemplarisk karakter, før de bliver angrebet af de gamle magthavere, som det sker i dag i Syrien. Eller som IW synes at mene, at de to, nye magtkonstellationer vil blive så antagonistiske, at de vil kunne fortsætte med at styre verden nu med et konstant krigsmulighed som det, der holder deres magthavere ved roret. I nogle lande – som Rusland og Japan – forekommer dette perspektiv at være en realistisk løsning for de pågældende stater. Andre lande som Frankrig, Tyskland eller Kina synes mindre i stand til at føre deres befolkninger ind i en sådan konstant akut fornemmelse af fare, som er en forudsætning for, at en befolkning er parat til endnu en gang at stå frem som kanonføde. Og den amerikanske befolkning – såvel i Nordamerika som i Sydamerika – har fået nok af militarismen, skulle jeg mene.

CJ.

Kommentera

Fyll i dina uppgifter nedan eller klicka på en ikon för att logga in:

WordPress.com Logo

Du kommenterar med ditt WordPress.com-konto. Logga ut / Ändra )

Twitter-bild

Du kommenterar med ditt Twitter-konto. Logga ut / Ändra )

Facebook-foto

Du kommenterar med ditt Facebook-konto. Logga ut / Ändra )

Google+ photo

Du kommenterar med ditt Google+-konto. Logga ut / Ändra )

Ansluter till %s