Camatte och Juhl

Här följer Carsten Juhls översättning av Jacques Camattes text Om revolutionen från 1972, samt en kommentar till texten av översättaren. Dessa texter kommer att publiceras senare i år i en bok utgiven av Nebula books. Håll utkik!

Om revolution

Af Jacques Camatte

De forskellige grupper, som dukkede op efter 1945, har altid nægtet at indse den gamle arbejderbevægelses død. At gøre det ville have svaret til at proklamere deres egen negation. Dette forhindrede dem ikke i [hele tiden at måtte] fremmane den, fortolke den, teoretisere den under overskriften: arbejderbevægelsens krise, en krise der som oftest blev opfattet som den revolutionære ledelses krise.Det drejede sig meget sjældent om at undersøge selve årsagerne til denne død i klassens skød. For først og fremmest måtte de afvise følgende antagelse: proletariatet er integreret, det har opgivet sin mission (sådan som også Trotsky havde måttet afvise den i 1939 med sin artikel “USSR i krig”).(1) Nogle har villet fortolke dette fænomen ved at forklare, at kapitalismen havde forandret sig ved at blive statskapitalisme, bureaukratisk kapitalisme, mens proletariat var forblevet det samme og havde den samme mission [som før]; heraf den plagiering af Detkommunistiske partis manifest, som Socialisme ouBarbarie fik foretaget. Det drejer sig ikke om at gøre indsigelser mod frembringelsen af et manifest og heller ikke mod at have kopieret det fra 1848 i de klassiske teksters hellige navn, men derimod om at fremhæve det begrænsede ved en sådan fremgangsmåde. Det er værd at bemærke i denne sammenhæng, at Internationale Situationniste, der blev udgivet nogle år efter, gik frem på samme måde (mens Potere operaio eller Lotta continua i stedet foreslog en ny leninisme).

Der var nogle enkelte,(2) der forstod betydningen af det proletariske nederlag i 1945 og som heraf sluttede sig til tomheden i proletariatets mission og som en eftervirkning nåede frem til at forkaste Marx’ teori. De hævdede, hvad der siden skulle blive teoretiseret på tusind forskellige måder, at eftersom proletariatet forsvandt i de højt industrialiserede områder, så måtte det blive de marginelle, der kunne fuldføre det gamle proletariske projekt, eller det måtte blive oprørske bønder fra områder, der ikke var kvalt af kapitalen, som ville sætte den revolutionære dynamik i gang igen.

Også Bordiga erkendte til fulde proletariatets nederlag og kapitalens orgiastiske udvikling efter 1945. Derfor skrev han: “Vi har ofte sagt, at Manifestet er en apologi for borgerskabet. Og vi har tilføjet, at i dag, efter den anden verdenskrig og efter genopslugningen af den russiske revolution, må der skrives en anden apologi.”(3) Han mente, at kapitalens udvikling i verdensmålestok ville bevirke proletariatets vækst, og at den krise, der måtte komme efter dette usædvanlige boom, ville sætte proletariatet i de gamle metropoler i gang igen, især det i Tyskland. Eftersom dette land blev anset for at være centrum for den fremtidige revolution.

Såvel de forskellige recessioner som eftervirkningerne af de antikoloniale revolutioner formåede slet ikke at igangsætte det revolutionære røre igen i Vesteuropa og i de Forenede Stater. Proletariatets passivitet forekom således at være endeligt tilvejebragt i begyndelsen af 1960’årene. Den teori og praksis, der blev tilstræbt af grupper som SDS i Tyskland,(4) lignende grupperinger i USA og Zengakuren i Japan, havde til formål at genopvække proletariatets revolutionære kraft ved at benytte eksemplariske aktioner. Især enkelte elementer i SDS havde indset betydningen af nederlaget og mente, at arbejderbevægelsen var blevet sat 100 år tilbage. De havde en intuition om en ny begyndelse, om at en ny epoke stod for døren. Men derfor måtte de [første grupper] enten tage af i løbet af den oprørsfase, der kulminerede i Paris eller Mexico i 1968, eller opløse sig bag efter. Man har kritiseret SDS’ opløsning i 1970, mens den var det afgørende bevis på gyldigheden af dens forudgående aktion. Med fremkomsten af den nye revolutionære fase måtte den forsvinde. Det forholder sig på samme måde med den maoistiske bevægelse i Frankrig, der paradoksalt nok og bortset fra enkelte isolerede smågrupper var det bedste udtryk for den spontane bevægelse, der blev født af Maj-krisen. De maoistiske organisationers katastrofale liv udgør det bedste bevis på, hvad vi her fremfører. De overførte en ideologi, hentet fra og [samtidig] indfanget af den kinesiske kulturrevolution, på Majs og Efter-majs revolutionære opbrud,(5) men indholdet viste sig hver gang stærkere end beholderen og fik den til at briste. Deres vilje til at klistre til den masse, der gør oprør, tilskyndede dem til oftere og oftere at skifte terræn (alt som kampene overgik fra en socialgruppe til en anden) og tage forskellige krav til sig, som de i begyndelsen havde været modstandere af eller uvidende om: kamp mod fagforbundene, som de erkendte var de grundlæggende organisationer til opretholdelse af det kapitalistiske åg, kamp for kvindens frigørelse, for den seksuelle revolution osv. Med andre ord, så måtte deres politiske fraseologi falde fra hinanden og tømmes stående over for fordringernes totalitet: de måtte indse, at revolutionen ikke blot er et simpelt politisk problem, men derimod problemet med en total ændring af måden, hvorpå der produceres og leves, og at magterobringen kun udgør et moment i revolutionen samt, at en reducering af alt til den ville medføre en ren og skær misforståelse af alle dimensioner ved menneskenes oprør og af alle revolutionens dimensioner.

Efter Maj-opbruddet er proletariatet fortsat omgivet af den gamle arbejderbevægelses restgrupper, uanset om disse samlede hundrede tusinder elementer som PCF [det Franske Kommunistiske Parti] eller blot nogle hundreder. Opbruddet havde ellers haft forløbere i to områder med indbyrdes forskellig historisk udvikling: Kina og Vesten; og det blev fulgt op af store kampe i Italien, af de første vilde strejker i Tyskland, af Kiruna-strejken, af opstandene i Polen i slutningen af 1970 og af det store oprør i Ceylon i 1971. Men grupperne organiserer fortid, fordi den skal vare ved med henblik på at hæmme enhver virkelig kampbevægelse, hvad der ikke forhindrer nogle af dem, eksempelvis PCF eller PS i Frankrig, at tilpasse deres programmer under hensyntagen til den revolutionære bølge, som også de mærker, er ved at tage til.

Er det mon så sådan, at alle de, der har handlet med henblik på at vække proletariatet af dets dvale, som har deltaget i demonstrationer og kæmpet de sidste år, har været illusionernes redskab; har de bare leveret en slagmark til, at revolutionen siden lettere kunne begraves? Lad os med det samme sige, at de faktisk har begravet en fortid, at de har likvideret illusioner hidrørende fra en forsvunden verden.

Proletariatet havde da også lidt et alvorligt nederlag i 1945, men det lod sig ikke overvinde ved at foreslå aktioner, der var i overensstemmelse med proletariatets opgaver under den forudgående periode, men som ikke stod i noget forhold til den aktuelle situation. Nederlaget i 1945 medførte en umulighed for proletariatet, hvad angår at træde i stedet for og erstatte kapitalen i det slaviske område og i de andre områder, som også gjorde oprør efter 1945, og dermed at forhindre kapitalen i at virkeliggøre sit reelle herredømme i samfundet som sådan. Først i Vesten og siden over hele planeten, eftersom det er den højeste form, som bibringer de andre en orden. Vi har allerede sagt det: kapitalen har kun kunnet nå dertil ved at virkeliggøre proletariatets umiddelbare væren, [dvs.] det produktive arbejde.

Denne konstatering medfører et absolut brud med alt, hvad der udgjorde arbejderbevægelsens praksis og teori før 1945. Og eftersom man mellem 1923 og 1945 blot fik en gentagelse af, hvad der var sket mellem 1917 og 1923, kan vi ændre vort udsagn og sige, at man må bryde med den praksis og teori, arbejderbevægelsen havde frem til 1923.

Dette udsagn hævder imidlertid ikke, at vi skal bygge en ny bevægelse ved at sammenstykke den ud fra resterne af den gamle proletariske bevægelses forskellige retninger. Det drejer sig absolut ikke om at lave et nyt manifest, et nyt program osv. eller om at vende tilbage til Marx ved at kopiere hans holdninger, fordi de var mere revolutionære. En tilbagevenden til noget udgør ofte en flugt fra noget andet, en flugt fra samtidens realiteter. Faktisk drejer det sig om at tænke det forfaldne ved dele af Marx’ værk; og de er forfaldne, fordi de er blevet virkeliggjort.

Grundlæggende omfatter Marx’ værk tre store perioder af menneskehedens historie: Overgangen fra feodalisme til den kapitalistiske produktionsmåde, udviklingen af sidstnævnte produktionsmåde, og kommunismens tilblivelse. Værket vedrører også andre momenter af menneskeartens historie, nemlig de førkapitalistiske former, men hvad Marx har beskrevet på en udtømmende måde, er perioden med formel subsumption under kapitalen. I Manifestet, Borgerkrigen i Frankrig, Kapitalen (de fire bøger), Kritik af Gothaprogrammet finder man Marx’ revolutionære reformisme, som tager samfundets muligheder i betragtning i hans epoke. Det har ikke forhindret ham i at beskrive den fuldt virkeliggjorte kommunisme (jf. noterne til J. Mills arbejde såvel som enkelte sider i Grundrisse) samt fremlægge de afgørende elementer vedr. overgangen til kapitalens reelle herredømme og [dermed] de grundlæggende karaktertræk ved denne periode. Men hvad angår dette emne, har han ikke kunnet udarbejde nogen syntese (det er ikke nogen tilfældighed, at Kapitalen ikke blev færdiggjort). Følgelig har han heller ikke beskrevet den revolutionære kommunismetilblivelse, når den kapitalistiske produktionsmåde var nået frem til sit reelle herredømme (på nogen detaljeret måde som ved overgangen til grundlaget for det formelle herredømme).

Over for dette vil mange svare, at det er forkert, at Marx skulle have givet alle nødvendige anvisninger, eftersom der under alle omstændigheder selv med et reelt herredømme vil findes klasser, og at der derfor må findes partier, samt at især den revolutionære klasse må konstituere sig selv som parti osv.

Det er ikke os, der skal benægte, at der gives uforanderlige elementer; men:
1. Man må situere uforanderlighedens felt, hvad der indebærer en afgrænsning i rum og tid.Således vil uforanderligheden-klasse ikke optage et felt, der er lige så omfattende som det, der optages af uforanderligheden-befolkning eller af produktionen (det er de uforanderligheder, som Marx kaldte verständige Abstraktion i sin Indledning af 1857).(6)
2. Udvikling og tilblivelse foregår ud fra det partikulære og ikke ud fra det generelle. Det er altså nødvendigt at studere de nye vilkår.

Dybest set er det, der kræves af os på grund af et sådant veldefineret, reelt herredømme, en gentænkning af Marx’ teori dér, hvor det væsentlige befinder sig, og genfinde visse grundlæggende punkter, som er blevet udeladt, udvisket eller endog vraget, fordi de ikke var forstået. Der skal ikke fremføres nogen hermeneutik, men gøres en fortsat og fornyet anstrengelse med henblik på konkret og tydeligt at kunne udtrykke, hvad vi forstår med kommunisme som teori, og for den forbliver Marx’ arbejde det element, der er sagen vedkommende.

En sådan teori skal forklare menneskehedens konstitution i kommunistiske fællesskaber, der tilsammen danner den primitive kommunisme. Disse fællesskabers opløsning sker under påvirkning fra bytteværdiens aktion og fra dens selvstændiggørelse, hvad der kun er muligt på et bestemt niveau af produktivkræfternes udvikling. Bytteværdiens bevægelse tilintetgør fællesskaberne og afføder simultant individer og klasser.(7) Bevægelsens triumf var imidlertid ikke skæbnesvanger; den blev hæmmet flere gange, så de gamle fællesskaber fik midlertidigt overtaget. I Vesten triumferer den imidlertid med den antikke produktionsmåde, men den opsuges atter af den feudale produktionsmåde, og det bliver kun i udkanten af det feudale samfund, at den kan genfinde en vitalitet og afføde den kapitalistiske produktionsmåde, som først formåede at beherske produktionsprocessen, da menneskene var blevet adskilt fra deres produktionsmidler. Det er denne adskillelse, Marx kaldte det første kapitalbegreb. Da kan kapitalen virkeliggøre, hvad pengene ikke havde formået, og konstituere sig selv som materielt fællesskab ved at overtage menneskenes hele materialitet, alt mens menneskene blev tingsliggjort og kapitaliserede, det er kapitalens antropomorfose.Og den fuldbyrdes med dannelsen af den fiktive kapital, som medfører et fiktivt fællesskab, hvor mennesket bevæges totalt af mekanismerne i kapitalen som sanseligt og oversanseligt væsen. Da er mennesket tømt for alt, dets kreativitet er blevet udpumpet, opslugt; det bliver endog forkastet af den gamle produktionsproces og tenderer mod at blive marginalt, en forurening af kapitalen. Sidstnævnte er blevet selvstændiggjort og overskrider sine grænser (en slags oversmeltning af kapital), for den kan faktisk ikke undvære menneskene (som nødvendig forurening): de udgør kapitalens grænse.

Men den voksende og ubønhørlige, direkte eller indirekte undertrykkelse som følge af ødelæggelsen af naturen vil føre den universelle klasses proletarer til at gøre oprør mod kapitalen.

For at gøre det, vil de ikke længere kunne hente kræfter i fortiden eller i et menneskeligt grundlag, som måtte være blevet bevaret i dette samfund, eftersom alt er blevet tilintetgjort. De må virkeligt skabe bevægelsen til deres frigørelse. De kan ikke låne noget fra de gamle skemaer: partiet vil ikke kunne være andet end Gemeinwesen-partiet, og når det fremkommer, vil det ikke kunne fungere ved at appellere til et princip om centralisme eller til et om det modsatte, federalismen. Det er meget sandsynligt, at den universelle klasses opstand straks vil skabe de organismer, som må være kompatible med den kommunistiske mulighed i vort samfund; dvs. at de må danne fællesskaber, der bevæger sig gennem en praksis, som er totalt forskellig fra samfundets praksis. Det er ikke muligt at forudse detaljerne ved disse fænomener, men man kan allerede fornemme dette som den eneste mulighed for at bekæmpe kapitalfællesskabet (en tendens til at forene de forskellige adskilte aktiviteter, til dannelsen af en anden forening af industri og landbrug, af andre forhold mellem kvinder og mænd, mens selve øjeblikket for den revolutionære eksplosion på den anden side må blive afgørende for frembringelsen af en mere eller mindre udarbejdet [social] form).

I zoner uden for Vesten havde bytteværdiens bevægelse endnu større vanskeligheder med at vinde hævd. Marx mente således ikke, at den kapitalistiske produktionsmåde skulle udvikle sig i Rusland med nødvendighed; han mente tværtimod, at det russiske landsbyfællesskab, obshchinaen, som følge af sine særtræk kunne være en støtteanordning for en indpodning af kommunisme i forlængelse af en sejrrig revolution i Vesten. Under alle omstændigheder mente han ikke, at den kapitalistiske produktionsmåde kunne triumfere på nogen let måde i det slaviske område, så stærk var obshchinaens vitalitet ifølge ham.(8) Stolypin-reformerne og den kapitalistiske produktionsmådes udvikling inden for industrien førte Lenin og bolsjevikkerne til at begår fejl. De undervurderede obshchinaens vitalitet og modstandskraft, som måske var blevet reduceret statistisk set, men ikke var blevet elimineret som adfærd i en befolkning, der var tilpasset et bestemt miljø. Det førte til en forkert holdning over for bønderne, hvorved der skulle fremtvinges en udvikling af den kapitalistiske produktionsmåde (jf. spørgsmålet om den ukrainske opstand og Makhno og på den anden side den polemik, der er blevet ført fra flere kanter mod bolsjevikkerne for at have villet forcere en historisk fremtidsudvikling igennem).

Zarens despotisme er i dag blevet erstattet af kapitalens depotisme, hvad der kun har kunnet virkeliggøres med en skrækindjagende undertrykkelse af arbejdere og bønder som omkostning, en undertrykkelse der bliver fornyet hele tiden, som var udviklingen mod kommunisme en tendens, der ikke lod sig omstøde.

I Asien tenderede bytteværdiens bevægelse mod at selvstændiggøre sig flere gange, ligesom klasser og individer havde tendens til at opstå, men da alt kom til alt, blev det først med de kapitalistiske landes intervention udefra, at kapitalen formåede at udvikle sig. Den behersker dog kun samfundet formelt, så vi lever i en særdeles afgørende periode for dens overgang til reelt herredømme ved hjælp af det kapitalistiske verdensfællesskab, der repræsenteres af den amerikanske kapital. Asien vil kun kunne finde en vis balance, såfremt de gamle, grundlæggende og centrale fællesskaber bliver erstattet af kapitalens fællesskaber, eftersom vi på nuværende tidspunkt uheldigvis må udelukke en umiddelbarkommunismetilblivelse, den revolutionære verdensbevægelses svaghed taget i betragtning.

Når alt kommer til alt, så udgør menneskehedens hele historie en historie om tabet af dets fællesskab, det være sig mere eller mindre snævert, mere eller mindre nedsunket i naturen (heraf den berømte dyrkelse af naturens kræfter), et tab der foregår ved bytteværdiens aktion og ved kampen mod den, eftersom bytteværdien i form af penge (generel ækvivalent, verdenspenge) konstituerer sig selv som undertrykkende fællesskab og opstiller en nødvendighed for mennesket om at tilintetgøre den med henblik på at grundlægge et veritabelt menneskeligt Gemeinwesen: det menneskelige væsen som universel pol og det sociale menneske som individuel pol samt deres harmoniske, gensidige penetration.(9)

Sådan er kommunismen, en teori om proletariatet i klassisk forstand og i betydningen af universel klasse,(10) som allerede udgør en negation, hvad angår klassetermen og dennes uforanderlighed.

Herefter vil vi lettere kunne situere alt det, der er udlevet i Marx’ værk og samtidigt fatte alle de elementer,(11) der i dag tillader at forstå kapitalens reelle herredømme i dybden: omvæltningen af alle [tidligere] forudsætninger og deres erstatning med kapitalens forudsætninger. Samt endelig at kapitalen med den fuldbragte reelle beherskelse afføder forbrydelse og vanvid.

At arbejde med henblik på at frembringe en sådan syntese er vigtigt, men det ville kun udgøre en partiel aktivitet, såfremt man samtidig ikke forsøgte at finde ud af, hvordan en sådan syntese allerede er virksom i de forskelligartede udtryk, som diverse elementer giver, selvom de somme tider fremfører dem i en gruppemæssig indpakning.

Men så brød revolutionen frem. Siden er der begyndt en kamp inden i den universelle klasse, der fortsat er kapitalens klasse = samlingen af kapitalens “slaver”; og det er en kamp, der vil føre til den totale revolutionering af denne klasse og til dens konstituering som parti-fællesskab, hvad der udgør første runde af dens negation. Nuvel, en sådan modsigelsesfuld bevægelse udgør grundlæggende en proces til at eliminere fortid; denne klasse kan ikke fremstille sig for sig selv uden at have elimineret gamle bestemmelser og forestillinger. Dette foregår indlysende nok ofte på en naragtig måde, eftersom fortiden må forkastes gennem et parodisk genopstandelsesforløb: f.eks. af det tyske venstre eller af det russiske venstre.

Den bevidsthed, som de revolutionære bevægelser har givet sig, den amerikanske (Black Panthers, Yippies), den tyske og franske i maj 1968, har støttet sig til de umiddelbare sociale skillelinjer, som er skabt af kapitalen. Oppositionen mellem arbejderklasse og middelklasse, der i al væsentlighed er grundlagt på en skelnen mellem produktivt arbejde og uproduktivt arbejde, mellem produktion og cirkulation, mellem produktion og forbrug, var af Marx blevet brugt som grundlag for visionen om en socialistisk revolution og om proletariatets diktatur. Det perspektiv, der blev givet såvel for kapitalens udvikling som for proletariatets diktatur, indebar en generalisering af den produktive arbejders betingelser. Det perspektiv er virkeliggjort nu, og det revolutionære potentiale fra 1848 har definitivt tømt sig selv. Produktion for kapitalen er blevet hele befolkningens sag.Til hver særlig situation i kapitalens proces svarer imidlertid en “klasse”-vision, som frembringer en modsætning mellem blå og hvide skjortekraver,(12) mellem håndens og åndens arbejdere, mellem hvide og sorte, arbejdere og småborgere på samme måde som kapitalens bander bekæmper hinanden.(13)

I Frankrig og Tyskland opfattede bevægelsen sig som specifik for middelklasserne, som blot og bar udløser af en bevægelse, der kun kunne være arbejderklassens egen. Den forstod sig aldrig som den universelle klasses bevægelse. Den har aldrig anerkendt det identiske ved den enkeltes situation i kapitalen og over for den. Ikke desto mindre blev denne 1968-bevægelse vidne til ophøret af middelklasserne, sådan som Marx havde betragtet dem, og til begyndelsen på den menneskelige kamp mod kapitalen.

Som kapitalkategori vil arbejderklassen oftere og oftere desertere fra de gamle partier uden derved at konstituere sig i nye organisationer, men ved at gennemleve sin metamorfose, der vil gøre den egnet til at flyde sammen med den universelle klasses øvrige komponenter.

Kun de, der længes efter fortiden, vil sige det højt, at maj 68 var en fiasko, og det er de samme, som er ude af stand til at tænke en revolutionær proces, der kræver adskillige år for at blive effektiv. Siden maj har vi en bevægelse til produktion af revolutionære. De begynder at forstå revolutionens eksistentielle fordringer: det er nødvendigt, at kapitalens repræsentation, der parasiterer den enkeltes hjerne, bliver tilintetgjort. Det kan ikke finde sted ved indgreb fra bevidste grupper, der indgyder en ny repræsentation i vore forurenede hjerner, og ej heller kan det ske på en bestemt “D”-dag, som skæbnen har udpeget. Det må bryde frem som følge af en lang kamp, der allerede nu gennemtrænger alle livets områder, sådan som de er pålagt os af kapitalen. Det er en reel og virkende kamp, der ikke lader sig forsinke for at deltage i et eller andet vanvittigt marxistisk-psykoanalytisk-strukturalistisk pindehuggeri med henblik på at vide, om kampen er for teoretisk og ikke tilstrækkelig praktisk eller omvendt, om de objektive betingelser nu også er modne nok, mens de subjektive ikke er det, om organisation er nødvendig, hvilken struktur er mest passende for den, og om dens begreb er sagen vedkommende… Et sådant delirium må være kapitalens drøm: en revolution, der er permanent til evig tid, fordi den aldrig er sat i verden og altid holdt tilbage af et eller andet “bånd”: udeblivelsen af en bestemt objektiv betingelse udgør det usagte i enteori, der vil være bestemt.(14)

Forgæves vil man vente på revolutionen, den er allerede i gang . Den bliver ikke indset af dem, der venter på et særligt tegn for at genkende den, på en “krise”, som skulle udløse en omfattende oprørsbevægelse, som så ville frembringe et andet afgørende tegn: dannelsen af partiet osv…. Faktisk blev bruddet på ligevægten udvirket før 1968, mens maj bragte bruddet frem til overfladen. Siden da befinder der sig på alle niveauer i kapitalens totale livsproces noget, der endnu ikke er blevet “ramt”, endnu ikke forvandlet til kriser i den gamle forstand, men som giver proletarerne mulighed for at påbegynde tilintetgørelsen af deres tæmning. Det tiltagende tab af vor reelle underkastelse under kapitalen vil give os mulighed for at gå i gang med revolutionens egentlige spørgsmål: ikke at forandre livet, for i årtusinder har alt liv været slavebundet liv, tæmmet og afsporet af klasserne eksistens, men at skabe det menneskelige liv.

April 1972


Invariance og Kommunismen

Oversætterens efterord

For at forstå, hvad der adskilte Jacques Camattes perspektiv fra gruppen Kommunismens i de første år efter splittelsen af december 1971 i Det internationale kommunistiske Parti, kan jeg kun opfordre læseren til at stifte bekendtskab med teksten “Anton Pannekoek som vänstersocialdemokrat: en historisk kritik” i Anton Pannekoek, Olika riktningar inomarbetarrörelsen, Kommunismen, Lund, 1974.
Denne tekst er meget vigtig: Den var resultatet af to forkastede tekstforslag, som den også anfører flere gange samt en viderebearbejdelse af de to hovedtekster i Kommunismen nr.1 og nr.2. Den signalerer et yderste punkt, hvad studierne i den historiske materialisme angår. Den er aldeles parallel til indledningen til Hermann Gorters Kommunistische Arbeiter-Internationale (KAI) der udkom i italiensk og især fransk oversættelse (Invariance II serie, nr.5, 31-10-1974) betitlet “La révolution allemande et le spectre du prolétariat”, mens Kommunismen heroppe nøjedes med at udgive en faksimile af Gorters oprindelige tysksprogede KAI-tekst. Dengang læste alle i nærheden fortsat tysk, mens franskmænd, englændere og italienere kommunikerede på … fransk. Også derfor blev Invariance en tid så afgørende, ikke mindst da IS holdt op med at udkomme og Situationistisk Internationale blev opløst. Le Mouvement Communiste og tidsskriftet Négation lagde sig da også ganske tæt op ad Invariance.

Heroppe blev den historiske materialisme erstattet af kapitallogikken, der i vor midte nåede absolut længst i Gustav Bunzels studier, somme tider publiceret anonymt og somme tider med forfatterens navn. Gustav gennemgik først mervædiproduktionens formlogik. Her var han givetvis den, der analyserede den dybest og mest følgerigtigt inden for den daværende marxologi: det historiske perspektiv, han fik lagt til rette vedr. kapitalens historie og bevægelsesmåde, benyttede Dominique Bouchet, Claus Bratt Østergaard og jeg selv i vort forsøg på et generelt opgør med venstrefløjens selvforståelse fire år senere: Til afviklingen af den historiske materialisme.

I mellemtiden havde Gustav forsøgt at undgå fremmedgørelsestemaet og subsumtionsfælden, som situationisterne, Camatte og mange kapitallogikere var gået i. Gustav satsede på pengekritikken i stedet for bevidsthedskritikken. Jeg var længe meget i tvivl, om vi ikke skulle/måtte have et generelt opgør med bevidsthedssituationen, sådan som den italienske 77-bevægelse, de franske ’désirant-folk’ (Anti-Ødipus) samt de britiske antipsykiatere (Cooper især, der betød så meget for Giorgio Cesarano, der stod Invariance nær) hævdede. Samtidig med, at vi som residualmarxister jo også vidste, at Hegels satsning på en historiefilosofi som bevidsthedsfilosofi havde rod i begreberne og ikke gik op med hans “Videnskabernes logik”. (Gianni Carchia henviste altid til Biagio De Giovannis Hegel e il tempo storico della societàborghese [Hegel og det borgerlige samfunds historiske tid] (1970), der bl.m.a. bruger Hyppolite mod Althusserianerne for netop at tydeliggøre ovennævnte konflikt mellem bevidsthedsfilosofisk tidsopfattelse og begrebslogisk tænkning hos Hegel).

Det lå ligesom i kortene, at forkastede vi heroppe Camattes hovedantagelse, at tiden (70’ernes begyndelse) “producerede revolutionære” (jf. “Om revolution”), så måtte vi stille med et alternativ, hvad angår ’vort’ syn på samtiden. Vi var ikke indbyrdes enige op gennem 70’erne i Skandinavien, men vi var alle skeptiske over for de franske bevidsthedsudlægninger, der virkede aktivistiske, for optimistiske og især meget afhængige af en seksuel frigørelsestrang, som fik lov til at ekspandere på alt andets bekostning. I de filosofisk dårligste udgaver, havde vi at gøre med en halvstirneriansk historie, vi kunne kalde “Min krop og dens ejendom”.

Der var lignende tendenser heroppe inden for de danske udgaver af new left, men generelt tror jeg, at alle skandinaviske ultra-venstre var skeptiske over for, at kroppen skulle være kilden til nogen radikal-politisk autenticitet, at kroppen skulle kunne være ’revolutionær’ i sig, ligesom propulseret fremad i et ’fysiologisk’ eller lignende projekt, en slags biobombe og ekspressionistisk selv på samme tid.

Jeg arbejdede selv med det modsatte, en slags kropsetik i mine overvejelser, der endte med en åbning over for de æstetiske og simulationsteoretiske positioner, der hele tiden holdt mig i nærheden af Baudrillards arbejde og Utopie-gruppen samt i nærheden af filmen og siden billedkunsten. Baudrillard var jo det afgørende alternativ til Guattari og hans discipel Bifo i den italienske 77-bevægelse. Det fremgår indirekte af mine forsøg på at beskrive de forskellige ’aree’ i 77-bevægelsen i slutningen af min Italiens historie (1979).

Under alle omstændigheder var åbningen over for kroppen, dens teoretiske og praktiske status, kommet for at blive, selvom den daværende modsætning mellem et seksualpolitisk emancipationsperspektiv og en etisk-æstetisk position (Reich versus Baudelaire) tog kraftigt af med den postmoderne vending. Og i øvrigt var den filosofiske feminisme vel allerede en andet sted henne, jf. Monique Wittigs også grafisk eksperimenterende Le corps lesbien (“Den lesbiske krop”) fra 1973 og Carla Lonzis Sputiamosu Hegel (“Lad os spytte på Hegel”) også fra 1973.(15)

Der var mange afgørende forvandlinger i gang inden for kulturen, og tiden fra 1972/1973 frem til begyndelsen af 80’erne blev en af de vigtigste i forrige århundrede set ud fra produktionen af kunst og filosofi. Jf. eksempelvis The Downtown Book – The New York ArtScene 1974-1984 (bog og udstilling fra 2006), som jeg har henvist til i flere af mine tekster eller Alexis Berniers og François Buots nyudgivne oversigt Alain Pacadis. Itinéraire d’undandy punk([AP – En punk dandys løbebane] Le Mot et le reste, 2013). – Men hvor vakkelvornt hele den kolde krigs politisk-historiskemodsætning mellem liberalkapitalisme og statskapitalisme var blevet, fornam ingen rigtigt i slutningen af 70’erne. Og endnu Mitterrand-folkene formåede en kort tid (de to første år) at genopvække en idé om demokratisk statskapitalisme, ligesom Wilsons Labourregering havde gjort det i UK nogle år før. Egentlig regnede alle med en gradvis konvergens mellem ’stamokapøkonomierne’ (den østlige statskapitalisme) og den vestlige ’monopolkapitalisme’. At det blev en quasi-fusion i 90’erne og siden en ny splittelse, fordi produktionsvolumen og dens værdiakkumulation tager til uden for slut80ernes og 90’ernes fusionslande (US, EU, Østeuropa, SNG), samt at det hele ville få en udpræget teologisk “overbygning”, det havde kun Jacob Taubes forstået. Men denne situation samt ikke mindst den teokratiske dimensions genopståen bevirkede, at de politiske strukturer gik aldeles i opløsning, hvad spørgsmålene om retsstabilitet angår: den spiritualistiske tildækning muliggjorde et så fleksibelt mistankesystem, at hele den habermasianske konstruktion om den nødvendige demokratiske offentlighed i kapitalismen smuldrede. Det er derfor, at Lyotards afgørende kritik af mistanken som politisk psykologi (alienation, ødipus) under betegnelsen “delegitimering” fortsat er aktuel: den meget stabile folkelige mistanke til araberne i Vesten er begrundet ved, at sidstnævnte ligger under for en blanding af fremmedgørelse og autoritetstro (identificeret med en slags udvidet teo-ødipus): Araberne er ifølge den vestlige rest-offentlighed mere “alienerede” end de vestlige borgere er, uanset hvor langt de første ellers når i revolutionsarbejdet og hvor megen korruption, de sidste accepterer buldrer løs i Vestens nationaldemokratier. At araberne er parate til flere års revolution, mens især de nordeuropæiske borgere sidder trygt i deres “stålbur” (Max Weber), rokker ikke ved den vestlige selvretfærdighed og dømmesyge.

Vort svar kan kun bestå i at opvurdere revolutionen som sådan, mod nationaldemokratiet, offentligheden og venstrefløjen. Prioriteten er det revolutionære opbrud, der kan lukke op for det politiske, dvs. for spørgsmålet om magten i verden. Pt. er det aldeles lukket i til trods for finanskrisen og den arabiske revolution.

Revolutionen må og skal derfor være antipolitisk, indtil den kommer i nærheden af statens sammenbrud. En af “vore” vigtigste publikationer blev derfor Antipolitik – Hinsidesal statskunst, der udkom i 1981 på forlaget Afveje i Århus. Da var gruppen Kommunismen gået helt i opløsning, og nogle af os havde etableret kontakt med semiotikere, kulturfeminister og kierkegaardianere, mens vi sydpå støttede op om Baudrillards, Perniolas og Lyotards arbejde. Samt om den teoretiske oprydning efter 77-bevægelsen i Italien, især Gianni Carchias og Furio Di Paolas arbejde.
Den næste opgave bliver at få tydeliggjort, hvad der skete fem år efter 1972, i 1977: bevægelsen fra eftersmækket til en begyndelse, der udeblev.

Carsten Juhl
Maj 2013.

Noter:
(1) “The USSR in War”, in: Leon Trotsky, In Defense of Marxism, Pathfinder Press, New York, 1973 (1. udgave 1942), ss.3-21, især s.9 og ss.12-13. O.a.

(2) Eksempelvis Prudhommeaux. Jf. Invariance, serie II, nr.1, 1971, ss.33-34. [Et helt afgørende nummer, hvor den tyske revolutions problemer (1918-21) for første gang blev sat i et universelt perspektiv. O.a.]

(3) “Il marxismo dei cacagli” [De stammendes marxisme], in: Battaglia comunista, nr.8, 17-30 april 1952.

(4) [Sozialistische Deutsche Studentenbund, 1946-1970. Dansk antologi af SDS-skrifter: Studenternes Oprør eller Den nye Opposition, P.Michaelsen og Chr.Mailand-Hansen ed., Gyldendal, Kbh., 1968. O.a.]

(5) [1968 er vanskelig at periodisere som bevægelse: Siger vi, at Maj omfattede oprørsbevægelser frem til og med månederne maj-juni 1968, og at Efter-maj fulgte efter (ånd er magt) og måske varede til og med situationisternes opløsning af deres Internationale i 1971, så er det franske forløb nogenlunde indkredset. Den amerikanske bevægelses sorte revolutionære vil opvise en anden og længere kronologi. Italiens Autunno caldo (varme efterår) begynder i 1969 efter “il movimento studentesco” (studenterbevægelsen) og gennem op og mindre nedgange varer det i virkeligheden helt til vinteren 1977-78, da bortførelsen af Aldo Moro gav staten og partierne styrke til at sætte en anden dagsorden. Jf. f.eks. min Italiens historie fra enhedsstatensoprettelse til det historiske kompromis, Suenson, Kbh., 1979, ss.149-162, og for en meget målrettet vurdering af den italienske situation dengang også: Paolo Persichetti et Oreste Scalzone, La révolution et l’État, Dagorno, Paris, 2000, fornuftigt anmeldt af Henri Maler i Le Monde diplomatique, Paris, oktober 2002, s.26. – O.a.]

(6) [Jacques Camatte tænkte her på Indledningen til Grundrisse, hvor det tyske udgave lyder: “Die Produktion im Allgemeinen ist eine Abstraktion, aber eine verständige Abstraktion, sofern sie wirklich das Gemeinsame herforhebt, fixiert [etc]”. S.7 i EVA-udgaven. Larsen og Schanz har desværre glemt passagen: “Produktionen i almindelighed er en abstraktion, for så vidt som den virkelig fremhæver, fikserer [etc]”, s.7 i Modtryks Grundridsudgave. I sit danske Grundrisse-udvalg har Kjeld Schmidt oversat hele tekststedet: “Produktionen i almindelighed er en abstraktion, men en forstandig abstraktion, for så vidt som den virkelig fremhæver, fikserer [etc]”, s.23 i Rhodos’ étbindsudgave, Kritik af den politiske økonomi, Kbh. 1970. Samme forlag udgav så hele Grundrids nu under redaktion af Johannes Witt-Hansen i 1975 og i konkurrence med Modtryks langt mere filologisk bevidste udgave. Om skærmydslerne i den forbindelse se Søren Kjørups bunkeanmeldelse af diverse marxologiske arbejder i dagbladet Information, 23-12-1975. – Rubel og Évrard oversatte passagen således: “mais une abstraction raisonnée”, s.237 i Pléiadeudgavens I bind af Marx Œuvres (fra 1965), mens den italienske udgave ved Enzo Grillo oversætter passagen med: “ma un’astrazione che ha un senso”, s.6 i Lineamenti fondamentali della critica dell’economia politica, La Nuova Italia Ed., Firenze, 1968. Den sidste oversættelse er “forstandig” og “ræsonneret”, om end den frieste, nemlig: “men en abstraktion, som giver mening”! Antonio Negri fremhæver i sin Grundrisse-monografi Marxoltre Marx [M hinsides M], Feltrinelli, Milano, 1979, med rette Grillos oversættelse og takserer til gengæld den af Roger Dangeville foreståede franske oversættelse på Éditions Antropos (første bind: 1967) som værende belemret med en “komplet ubrugelighed”. Da jegi begyndelsen af april 1968 sammen med Aldo Cotto besøgte Jacques og Fabienne Camatte i Avenue Simón Bolívar (19. arr.), understregede Jacques, der i begyndelsen havde været med til at oversætte det første bind i Antropos-udgaven, at han havde måttet bryde med Dangeville deres fælles bordighistiske fortid til trods: Dangevilles eklektiske oversættelseskriterier lod sig simpelthen ikke diskutere; de skulle være politisk manipulerende. O.a.]

(7) [Jeg har forsøgt at beskrive og diskutere disse antagelser i min artikel “En kritisk indkredsning af K. Marx’ begreb om den asiatiske produktionsmåde”, in: Kritiske historikere, København, nr.1-2, 1977, ss.53-69. Der er nogle vigtige fællesstræk mellem dette emne hos Marx og hans overvejelser om det russiske landsbyfælleskab, se senere i denne artikel. Begge emner indeholder en antropologisk og en antipolitisk dimension; den sidste vedrører Marx’ fundamentale kritik af den despotisk-aristokratiske stat. O.a.]

(8) [For en problematisering af det russiske landsbyfællesskab se Maximilian Rubels udgivelse af Marx/Engels: Dierussische Kommune – Kritik eines Mythos, Carl Hanser Verlag, München, 1972, ikke mindst Rubels eget Efterord, ss.277-326. Marx’ brev til Vera Zasulitjch, 8. marts 1881, er af særlig stor betydning for at forstå hypotesen om en ombrydning i den historiske materialismes udviklingslære, hvad Rusland angår. Et af de fire udkast dertil, der er mere omfattende end det afsendte brev, er oversat til svensk i den af Erik af Edholm udgivne Karl Marx, Om förkapitalistiska produktionssätt, Bo Cavefors Bokförlag, Stockholm, 1970, ss.88-94. Dette emne er meget omfattende, og Camatte skulle vende tilbage til det ved flere lejligheder især ud fra sin interesse for begrebet Gemeinwesen. Hvad angår Marx’ position, så er der en omfattende forskning i forholdet mellem Marx og de russiske folkevenner eller populister, hvis litterære og politisk-antropologiske indflydelse var meget omfattende i det 19. århundredes sidste årtier. Den italienske historiker Bruno Bongiovanni leverer en glimrende oversigt over den Marx-relaterede del af denne problemstilling i sin Lerepliche della storia – Karl Marx tra la rivoluzione francese e la critica della politica [Historiens gentagelser – KM mellem den franske revolution og kritikken af politikken], Bollati Boringhieri, Torino, 1989, ss.182-189, med en række meget vigtige noter i bogens slutning, der bl.a. viser, at Bongiovanni ligesom Camatte står i gæld til Pier Paolo Poggios bøger om det russiske landsbyfællesskab. O.a.]

(9) [Camatte skriver systematisk ’gemeinwesen’ med lille ’g’ og uden at kursivere. Derved bliver udtrykket på ’marxistisk’ et begreb, der er uafhængigt af sin tyske tilblivelse og komponenter. Jeg har valgt her og i andre tilfælde, hvor jeg selv skrev om Marx’ begreb, at opretholde det store begyndelsesbogstav på grund af den grafiske intergermanitet, som generelt hersker mellem dansk og tysk. – På dansk mister vi under alle omstændigheder Camattes glidning fra “gemeinwesen humaine” til “l’être humain”, som karakteriserer denne passus, dvs. sætningens overgang fra et “menneskeligt fællesskabsvæsen” til betegnelsens indledende forklaring ved termen l’être humain, som vi jo ikke oversætter med det bogstavelige “menneskelig væren”, ja, end ikke friere med “menneskelig tilværelse”, fordi l’être humain på fransk omfatter det menneskelige som sådan, alle dets afgørende karaktertræk indbefattet naturligvis, at det er til. Så termen l’être humain må på dansk omfatte alle menneskets væsenstræk indbefattet det fællesskabelige og dermed artsbestemte, hvorved ræsonnementets sproglige opbygning her mister noget af sin forklarende tydelighed. O.a.]

(10) Den universelle klasse kan være organiseret af kapitalen: det er kapitalens måde at negere klasserne. Men den kan bevæge sig mod samfundets kommunistiske pol, så snart den er blevet ioniseret.

(11) [I datidens jargon havde “et element” flere betydninger; her drejer det sig om en aktivist med et revolutionært potentiale. O.a.]

(12) [Franskmændene har taget de engelske termer til sig: “cols bleus et cols blancs”. Det må vi også gøre. O.a.]

(13) Folkene i PCF [Det franske kommunistparti] er de mest ihærdige med hensyn til at holde det klassiske proletariat i en ghetto i samfundet; de opfatter det som deres private ejendom; derfor forsvarer de ihærdigt dets karaktertræk og dets dyder; de har reduceret det til en rackett, som de skinsygt holder for sig selv. Dette lader sig let konstatere, når de giver hals, fordi en anden rackett forsøger at trænge ind på deres græsmarker.

(14) Hvem Camatte havde i tankerne i denne lange passage af mistænkeliggørelser, er mig en gåde. Det mest sandsynlige er althusserianerne, måske tilsat enkelte kendetegn fra Jean Barrot og Le mouvement communiste. Ikke desto mindre mente såvel Barrot/Gilles Dauvé som Camatte på den tid, at revolutionen var et produkt af kapitalen… O.a.]

(15) Afdøde Carla Lonzis forskning foregreb på mange måde den nuværende slaveriforsknings kritik af en række europæiske filosoffer i 1700- og 1800-tallene for medløberi: jf. især Sibylle Fischers arbejde. Og forbindelsen mellem den kritiske queer-krop og de postkoloniale temaer blev vel først tydelig med Whitneys 1993 Biennial Exhibition og – om end mere æstetikteoretisk og –aktivistisk – med Bernadette Corporations virksomhed…

2 comments on “Camatte och Juhl

  1. […] reflektioner 1994 verkade Camattes och Cesaranos tes om att de objektiva omständigheterna numera ”producerade revolutionärer” felaktig. För Camatte och Cesarano var ”organisationsfrågan” i någon mån löst i och med […]

  2. […] att omnämnas är Mouvement Communiste, Théorie Communiste, La Banquise och Invariance. I en klarsynt artikel från 1972 i Invariance skriver Jacques […]

Kommentera

Fyll i dina uppgifter nedan eller klicka på en ikon för att logga in:

WordPress.com Logo

Du kommenterar med ditt WordPress.com-konto. Logga ut / Ändra )

Twitter-bild

Du kommenterar med ditt Twitter-konto. Logga ut / Ändra )

Facebook-foto

Du kommenterar med ditt Facebook-konto. Logga ut / Ändra )

Google+ photo

Du kommenterar med ditt Google+-konto. Logga ut / Ändra )

Ansluter till %s